Oksbøl-Næsbjerg: Danmarks Naturfredningsforening (DN) Varde havde forleden den glæde at mærke to evighedstræer mere i Varde Kommune, så der nu er fire. Det er træer, der vil få lov at stå og blive gamle til gavn for biodiversiteten og de kommende generationer. Først var man i Borre ved Oksbøl, hvor Ketty Thøgersen fik mærket et egetræ. Bagefter gik turen til Næsbjerg, hvor Betsy og Jørgen Vind fik mærket deres gamle lind på gårdspladsen. DN Varde bød på vin og småkager, og der blev skålet for et langt liv for træerne.
DN Varde meddeler, at hvis man kender til store og værdifulde, gamle træer, så må man gerne henvende sig, så der kan opmærkes endnu flere evighedstræer. /EXP