Udvalget for Social og Sundhed i Varde Kommune har valgt at lukke botilbuddet Vidagerhus.
Janderup: Botilbuddet Vidagerhus i Janderup har siden 2014 været hjemsted for borgere i alderen 18-35 år med komplekse, psykiske udfordringer. Nu lukker det 31. januar.
Der har været plads til op mod ti borgere ad gangen, men både i 2018 og i 2019 har der været færre. Det har gjort, at botilbuddet har kørt med et underskud.
En årsag til den faldende efterspørgsel er, at flere kommuner, herunder Varde Kommune, i stigende grad tilbyder socialpædagogisk støtte i eget hjem fremfor på et decideret botilbud. Det gør, at de psykisk syge i større omfang end tidligere kan blive boede i egen bolig.
Tina Agergaard Hansen (DF), formand for social og sundhed, siger, at kommunen har forsøgt at finde andre løsninger end en lukning, men der har ikke været nogen gode alternativer.
- Hvis man skal gå for meget ud over den målgruppe, som det er beregnet til, så får man lige pludselig et meget broget klientel, og det kan give nogle udfordringer på andre måder, siger hun.
-
- Unge med psykiske problemer havde et bosted i Søndergade i Varde frem til 2014.
- Bostedet blev flyttet til Vidagerhus, der er et tidligere plejehjem i Janderup. JydskeVestkysten skrev om åbningen i februar 2014.
- Det koster 3,4 millioner kroner at lukke Vidagerhus, og det skyldes især udgifter i forbindelse med afskedigelser af personale. Da Vidagerhus har givet underskud, og at det har været et meget dyrt tilbud, så forventes det, at de penge er hentet ind igen efter et år.