Varde: I Kunsthal vARTe kan man i den resterende del af oktober se kunstudstillingen "Sammenfald og Kontrast" med kunstnerne Yngve Riber og Henning Elving. Her kan man opleve, hvordan to forskellige kunstnere kan samarbejde i kontrast i både udtryk og materiale. De to kunstnere danner i udstillingen en helhed og samlet oplevelse.
Det er Yngve Riber, der udstiller nogle store arbejder i håndlavet papir og suppleret af en række store og mindre grafiske tryk. Yngve har været aktiv i kunstmiljøet siden 1985. Han arbejder med forskellige medier, papir, maleri, tegning, akvarel papirfremstilling, papirskulpturer, forskellige grafiske udtryk. Hans kunstneriske virke omfatter dog også eksperimenter, skulpturer i bronze og fiberbeton. Han har deltaget i flere Land-art projekter i Danmark og udlandet.
Henning Elving udstiller bronzeskulpturer. Han har siden 70-erne arbejdet med udgangspunkt i den klassiske torso. Han skaber sine bronzer i en digterisk sfære, hvis særprægede og individuelle udtryk giver sig tilkende i figurernes linje- og formsprog. Han har i sin søgen også arbejdet med idéen om at fastholde skyggen og i en række skulpturer er torso-kroppens form næsten helt opløst. Der fornemmes i disse skulpturer stor dramatik i spillet mellem lys og skygge.
Udstillingen har åbent onsdag-fredag kl 13.00-17.00, lørdag-søndag kl. 10-15. /exp