Siden 2012 har firmaet "Klinik by Sommer" delt adresse med husets ejere Susan og Steen Sommer. Nu er boligen på Troldhøjvænget sat til salg, og parret gør klar til at rykke videre til Fyn.
Varde: Når én dør lukkes, åbner der sig en ny. Sådan er det ofte. Susan og Steen Sommer havde ikke forestillet sig, at de skulle flytte fra Varde lige foreløbig, men da Hjertecentret lukkede, stod Steen uden arbejde. Der gik dog ikke lang tid, før privathospitalet Capio CFR i Odense åbnede en dør for ham, og det har nu fået den konsekvens, at ægteparret er klar til at flytte til den fynske hovedstad.
- Jeg er anæstesilæge og har været ansat på Hjertecentret siden 2002. Ved siden af mit arbejde åbnede Susan og jeg, i 2012, en lægelig kosmetisk klinik, der tilbyder flere forskellige behandlinger, fortæller Steen Sommer.
-
Boligareal: 201 kvadratmeer
Grundareal: 1.143 kvadratmeter
Rum/værelser: 5/4
Byggeår: 2010
Energimærke: B
Huset er til salg hos EDC, Varde
Lejede lokaler
Selv om parret nu har sat huset til salg, og formodentlig flytter til Odense, når huset er solgt, så svigter de ikke deres trofaste kunder i "Klinik by Sommer".
- Vi har lavet en aftale med Sandi Lange Thomsen, indehaver af salonen "A House of Hair" i Storegade i Varde, om leje af lokaler. Så både Steen og jeg vil drive firmaet videre, selvom vi privat flytter, fortæller Susan Sommer, der er fynbo både i hjerte og af sind.
- Min mor og datter bor godt nok i Varde nu, men det meste af min familie og de fleste af vores venner bor på Fyn. Vi kommer ofte til at tage turen Varde - Odense. Men det giver os en nødvendig ro i hverdagen at have base der, hvor Steen har sit arbejde, tilføjer Susan.