Hvis man vil have ændringer i sit nærområde, må man være villig til selv at yde en indsats. Det gør familien Engelbreth og fire-fem andre familier i Varde Syd.
Varde: Hver dag går familien Engelbreth forbi søerne, der stort set ligger i deres baghave. Familien bor på Glistrupsvej i Varde Syd. I mange år har søerne og skovarealet omkring haft deres eget liv, med det resultat at søerne var ildelugtende og skovarealet et total vildnis. Da Udviklingsrådet Varde By tilbage i 2016 inviterede til borgermøde i den sydlige ende af Varde, var søerne ét af de områder en gruppe beboere i området gerne ville gøre noget ved.
- Udviklingsrådet hjalp os med at finde ud af, hvem der ejede skoven og søerne. Da det var på plads, fik vi tilladelser og hjælp til at måtte gå i gang med at rydde op. Især fra Varde Kommune har vi fået stor hjælp, fortæller Troels Engelbreth Sønderby, der sammen med sin kone Anne og børnene Sofus (5) og Asta-Marie (2) glæder sig over, at området omkring søerne er blevet meget pænere.
- Hver dag, på vej til børnehaven i Højgårdsparken, skal Sofus lige ned og hilse på sine venner - ænderne. Vi har fået bænke, så der nu er mulighed for at sidde og nyde ænderne og søudsigten, fortæller Troels, der sammen med en håndfuld andre familier i området har haft i alt otte arbejdsdage, hvor de har renset søen, fældet træer og fjernet rådne grene og affald.
- Vi er ikke helt i mål endnu. Der har været flere forsøg på at fjerne lugten af råd i søerne, men vi er i dialog med Din Forsyning, der har ansvar for vandet. Varde Kommune har ansvaret for arealerne ned til vandet, forklarer Troels, der håber, at den frivillige arbejdsgruppe også får styr på lugtgenerne.
- Er der nogen, der har lyst til at deltage i arbejdsgruppen, så kan man tilmelde sig på facebook:Arbejdsgruppen, Søerne ved Glistrupsvej