Ølgod: Den 19. november er det 40 år siden, Gitte Skovdal Knudsen fra Ølgod trådte ind på HTH for første gang.
Gitte startede i finérværkstedet, på daghold, hvor hun har været tilknyttet i alle årene. Det er også blevet til enkelte udlån til andre steder i både komponent og montage.
Gitte mestrer alle områder i værkstedet, og kollegaerne ved, at man altid kan spørge Gitte til råds, hvis man er i tvivl.
Gitte er ekstremt dedikeret og har haft en finger med i det meste - fra det praktiske arbejde med fineren til udarbejdelse af arbejdsstandarder.
Fritiden bruger Gitte Knudsen på hus, have, yoga, håndarbejde og "sig selv". Gitte har tidligere været meget engageret i bestyrelsesarbejde, hvor hun har lagt megen tid og energi.
Gitte Skovdal Knudsen har to børn og to børnebørn, som hun nyder at bruge så megen tid med, som overhovedet muligt.